Jeg lå på et gulv i en svedig yogasal i Berlin mellem 49 andre yogalærere fra hele verden. Lyset var slukket. Sianna, vores lærer, bad os bevæge os til musikken som om vi var helt alene i salen og gøre det vores krop havde brug for lige i det øjeblik. Hun fik også sagt, at vi skulle bevæge os som om ingen så os. Ingen.
Da jeg begyndte at bevæge mig gik det op for mig, at i alt hvad jeg havde gjort indtil da i mit liv, havde jeg været opmærksom på, hvad andre tænkte. Selv i yogatimer havde jeg haft en lille stemme indeni, der sagde, gør det nu rigtigt, for læreren kigger og du vil ikke rettes på, vil du? Tænk hvis du gør det forkert.
Needless to say, det blev noget af en emotionel oplevelse og startskuddet til min ærlige og selvkærlige rejse IND, hvor jeg viklede mig selv ud af mit selvskabte kludder.
Jeg turde pludselig synge foran alle de andre. Helt alene. Som om ingen lyttede. Noget jeg ellers kun har gjort for mig selv derhjemme. Mine yogatimer blev dybere og friere på samme tid. Jeg følte mig ikke længere bundet af andres dom- hverken som elev eller lærer.
Det blev også starten på min rejse mod essensen. Essensen af mig. Essensen af, hvorfor jeg gør det jeg gør, kan det jeg kan, ønsker det jeg ønsker. Min dharma, min sankalpa (rodintention).
Gennem ærlig selvkærlighed vil jeg skabe en sundere verden, ét menneske af gangen.